180
Hertugen.
Hun har væ't klejn, lige fra hun blev født, men ded ka' Ingen a' Jer huske. Madamen … for den Gang var Manden ikke bleven til ded, som han nu er … men Madamen … for saadan blev hun kaldt i de Tider … hun græd manne (lange sine modige Taarer, over det at Føden slet ikke kunde kjendes paa den Tøs."
"Det er lige godt Forvalterens Skyld ovre paa Løvegaard", vedblev Bryggerpigen standhaftig.
"Æh—bæh!" vrængede Mads Røgter, "saadant Novet tror Fruentømmer altid. Næ—j … saadant novet Vrævl dør s'gu Ingen af."
Hertugen sneg sig ud i Gaarden. Hvor meget han havde forstaaet, véd Ingen, men det var sagtens nok til hans Brug. Han voltigerede over paa den bekjendte lille Trekant. Der var Lys bag det nedrullede Gardin til Frøkenens Kammer. En Skygge bevægede sig frem og tilbage. Et Par Hænder tegnede sig sorte og store paa Rullegardinets hvide Grund. Hertugen krøb op paa Sokkelen efter først at have taget sine Træsko af. Han klinede Øret til Vinduet. Han kunde høre den samme tørre og skarpe Hoste, som han havde hørt for en Uges Tid eller længere siden ude i Haven.
Hertugen gik ikke ned i Kostalden til sin Baas den Aften. Han krøb ind i Hundehuset til Merian og sov hos ham. Næste Morgen blev han opdaget af en af Karlene, ligesom han krøb ud af Hundehuset. Det var en Morgendæmring med knagende Frost og blegblaa Himmel, hvorpaa Maanen endnu stod som et latinsk C af Sølv.
