178
Hertugen.
brødet og de visne Blomster, og Minderne tyngede paa ham som et Mareridt. Han laa længe i Dyngen og sled den ene Høvlespaan efter den anden itu mellem sine Tænder.
Hvis Nogen havde spurgt Hertugen, hvad han fejlede, vilde han ikke have kunnet svare, selv om han havde villet, men han havde rimeligvis kylet ham det første det bedste, han havde ved Haanden, lige i Hovedet.
Dagen efter saâ han hende spasere ved Faderens Arm i Haven. Hun standsede hvert Øjeblik og hostede. Hertugen laa boret ind i Krattet paa Landevejen, der laa højt over Haven. Han saâ, at hun var "kridene hvid" i Ansigtet, og saa var det farligt, saa hendes Øjne skinnede.
Skulde der vanke en Kage den Dag? Hertugen havde kun et saare svagt Haab, men kunde ikke ret klare sig, hvorfor Udsigten forekom ham saa tvivlsom. Dagen skred, og Kagen udeblev.
Hertugen luskede flere Gange forbi hendes Kammervindue. Han saâ hende ikke. Ej heller stod der som før et Glas med Blomster i.
Næste Dag fik Drengen et Indfald; det var sjældent, at Sligt hændte. Han stjal et Ølglas fra Borgestuen. Med det skjult under sin Trøje listede han sig ind i Haven, samlede nogle Asters og Georginer og andre tarvelige Rester af Aarets Flora, fyldte Glasset med Vand fra Møllesøen, bed Stilkene over og stoppede de store Blomster ned i Glasset, saa de sad saa tæt og fast som Sild i en Fjerding. Saa lurede han paa, naar Frøkenens
