176
Hertugen.
der dukkede op under hans tykke Hjerneskal. Han smøgede sig ud i Gaarden, tog de visne Blomsterstilke ud af Baglommen, krammede dem sammen til en Klump, smed dem ned i Møllerenden, græd og stampede i Brostenene, arrig som en Trold. Han rensede ikke Morians Tilværelse. Tanker, der vilde frem, væltede sig uformelig i ham. Han kunde ikke komme til noget andet Resultat, end, at hvis Forvalteren paa Løvegaard kjørte forbi paa Vejen, vilde han skjule sig bag Møllesøens Stendige og "stritte" en Sten efter ham.
V.
Men i det Aar, som gik, havde Hertugen rent glemt Frøkenens Tilværelse. Selv en Sommerdag, da han, liggende bag i en Arbejdsvogn, kjørte forbi Sognets Kirke og saâ "kjøbstadklædte", pyntede Folk stige ud af lukkede Vogne og parvis spasere højtidelig gjennem den buxbomkransede, grusbelagte Gang paa Kirkegaarden, hørte Sang lyde ud fra Kirken og hørte Karlen, der kjørte Arbejdsvognen, sige ud i Luften: "Ded er Forvalteren fra Løvegaard, som har Bryllup med Forpagterens Datter paa Oldengaarden … han faar lige godt mange Penge, og han skal have Forpagtningen efter hendes Fader", selv da gjorde Hertugen sig ingen Tanker om Noget. Han rejste sig op og gloede efter Folkene og Vognene, men lagde sig strax ned igjen,
