172
Hertugen.
de To op og slap hinanden. Lindetræet dryssede et af sine fugtige gule Blade ned; det klæbede sig fast paa Pigebarnets røde Kind. Begge saâ sig spejdende om og opdagede tilsidst Hertugens Haartot i Hullet paa Hundehuset.
Da det var den sølle Idiot, spredtes begges Angest, og den bratte Stemningsovergang medførte en glad Latterduet. Hertugen grinede med, saa Hundehuset rystede samtidig med, at han spiste paa sin Rugbredsrundtenom.
"Kan du lide at faa Mad?" spurgte Frøkenen ham.
Drengen blev ved at grine uden at svare.
Den "Kjøbstadklædte" gjentog hendes Spørgsmaal med en myndig Betoning, der røbede, at han maatte være Avlsforvalter eller dog være vant til at kommandere paa Landet. Hertugen havde Følelsen af, at her maatte han lystre, og sagde:
"Ded er li'egodt ded bedste, jeg kjender."
Frøkehen aabnede hastig Havelaagen efter at have sagt et Ord til den Kjøbstadklædte og løb afsted, saa Skjørterne susede om de fine hvidstrømpede Smalben, og Hattebaandene flagrede som Vimpler efter hende. Efteraarsduggens Draaber stod i hendes rebelsk krusede Hovedhaar som blinkende Kvægsølvsperler i den blaalige Aften. Hun smuttede om Stuehusets Hjørne. Den "Kjøbstadklædte" blev staaende i Haven og tændte Ild paa sin Cigarstump, som Kjærligheden havde hindret ham i at passe.
Faa Minuter efter susede Frøkenen atter om Hjørnet og vinkede ad Hertugen. Han blev liggende
