Side:Sex Fortællinger.djvu/179

Denne side er blevet korrekturlæst

169

Hertugen.


det i Ansigtet paa Morian, der i det højeste missede lidt gnavent med Øjnene og nøs. Om Sommeren i de lyse Aftener, naar han var færdig med sit Arbejde, besøgte han ufravigelig en af Bindehundene, dog hyppigst Morian, og delte sin sidste Syltemælksstumpe med den.

Efterhaanden blev Hertugen i en ganske særegen Grad hjemme paa Gaarden. Han havde en sær Lyst til at færdes allevegne, helst stjaalent og muttersene. Kunde han se sit Snit, luskede han ind allevegne, hvor der var tomt for Mennesker. Snart listede han sig op paa Udbygningens Lofter og klavrede om paa Bjælkeværket, snart krøb han soppende gjennem Møllerenden ind i den Længe, hvorunder den løb, og bekrammede sagte Værktøjet i Huggehuset eller tog sig en lille Siesta i Halmen. Havde Pigerne forladt Kjøkkenet eller Mælkestuen, kom Hertugen listende ind, saft sig om med nysgjerrige Øjne og med Tungen i den ene Mundvig; var Karlene ikke i deres Kammer, krøb han ind under af deres Senge og undersøgte hensigtsløst Gulvets Brolægning, men aldrig stjal han saa meget som en Mundfuld Mælk eller en Brødkrumme. Saâ han Kammerraaden og den Landvæsenselev, der gjorde en Slags Underforvaltertjeneste, kjøre ud, vips — smuttede Hertugen gjennem et aabent Vindue ind i Stuehuset. Her gjennemløb han frygtsomt og aandeløst alle Værelserne uden at vove rigtig at fæste Blikket paa nogen at de mange forunderlige og ubegribelige Gjenstande, han fandt der ­— og vips ud igjen gjennem et andet aabent Vindue. En