166
Hertugen.
at faa ganske anderledes mange "Tæ'sk", og, hvis han ellers gjorde sig nogen Tanke i den Anledning, har han sagtens betragtet Sligt som en billig Told, der maatte betales af de Portioner Mælkemad, Flæske- og Fedtebrød, som saa rundelig undtes ham.
Sit Øge- eller Kjælenavn, "Hertugen", havde Lars faaet paa Grund af den Dragt, vi har set ham i. Dermed var det gaaet saaledes til.
En Sommer kom Kammerraadens Broder, en gemytlig gammel Pebersvend af en kjøbenhavnsk Manutakturhandler, i Besøg paa Gaarden. Han fandt "Lav's" uhyre gemytlig og sagde altid kjøbenhavnske Brandere til ham. Drengen forstod ikke et Ord af dem, men han lo, saa det klukkede i ham, sagtens fordi han fandt, at det var noget forfærdeligt Sludder, vel ogsaa af Snildhed, fordi en af de faa Erfaringer, der havde prentet sig i hans Hjerne, var den, at Folk var bedst ved ham, naar han lo. Næste Jul, da "Grossereren" kom derud, var han lige gaaet ud af Borgervæbningen, i hvis Infanteri han længe havde tjent i Egenskab af Lieutenant. Han tog sin allerede i 1849 aflagte røde Uniformskjole med, for det kunde være "grinagtigt" at pynte "Lav's" med den. Grossererens Vittighed gjorde stor Lykke blandt Besætningen, selv hans Broder, Kammerraaden og Alvorsmanden, trak lidt paa Smilebaandet, da han saâ sin Svinedreng i den forhenværende Nationalgardistuniform. En af Gaardens Piger sagde til Drengen:
"Nu er Du bleven Hertug af Augustenborg, Lav's."
