164
Hertugen.
blev føleligt, køledes ogsaa Husmandskonens Kjærlighed til Lars, især da det, efterhaanden som han voxede til, blev tydeligt, at han var "taav'lig" ligesom Moderen. Nu blev Prygl hans Paalæg paa de smørløse Rugbrødsstumper. I Skolen vilde ingen Lærdom bide paa ham; de andre Børn drev Jux med ham; han besvarede Spotten, naar den gik over en vis Grænse, ved Spark med Træskoen og med Stenkast, og saa fik han Prygl af den gamle Degn, der var ubekjendt med ethvert andet pædagogisk Supplement til Lærebog, Bibelhistorie og Katekismus. Af disse Discipliner forstod Lars ikke et Ord. Han kunde til Nød lære nogle Bibelsteder uden ad, men hvor meget han forstod af dem, viser følgende Exempel:
I Overensstemmelse med sin sædvanlige Examinationsmethode slog Degnen en Dag med sin lange Pegepind et Slag hen mod Retning af Lars og sagde: "Lars … Nøjes med det, I have, thi …"
Lars fortsatte temmelig tungerap.
"… Herren haver selv sagt: Jeg vil ikke hugge Haanden af dig og ingenlunde forlade dig."
Degnen afbrød ham, og Pegepinden bearbejdede Lars's Ryg.
Heldigvis fik den gamle Degn sin Afsked, og en yngre, fornuftig Lærer kom i hans Sted. Han saâ strax, at Lars ikke kunde lære Noget. Men han var god ved ham; det indvirkede paa de andre Børn, saa de lod den hvidhaarede Dreng nogenlunde i Fred.
Da han saa var bleven en halv Snes Aar sam-
