160
Hertugen.
Karte-Mette havde kjørt til Marked med Husmandsfolkene, hun boede hos, til den nærmeste Kjøbstad. Der var hun bleven borte for dem paa en Karrousselbane, hvor de havde set hende kjøre rundt med en Herre med høj Silkehat, men som Ingen kunde oplyse hvem var. Saa var Husmanden, der var bleven noget anløbet af de forskjellige i Dagens Løb indtagne Snapse, kommen i Klammeri med sin Kone. I indbyrdes Skjænderi havde de begivet sig ned paa Markedet og havde truffet den Boelsmand, hvis Kjøretøj havde befordret dem til Kjøbstaden. Han og Husmanden havde drukket videre. Husmandskonen var stadig i yderste Forbitrelse og glemte rent Karte-Mette. At de fulde Mandfolk slet ikke tænkte paa hende, er indlysende. Konen kunde den næste Dag ikke begribe, hvor Mette var bleven af. Først sent ud paa Aftenen kom hun spaserende. Konen spurgte hende ud, men fik kun til Svar:
"Jeg har aget i en Vogn med Ruf paa, hi, hi, hi."
Og det gjentog hun lige saa ufortrødent, som hun senere gjentog den ovennævnte Frase for Retten.
Og Husmandskonen sagde til Birkedommeren:
"Ded ku' ju'tte nytte at Spørre hende vidtløvtigere yd, for hun er ju tov'lig og ka'tte lægge Novet yd for Noven."
Saa havde Husmandskonen rigtignok bemærket, at Mette ganske mod sin Sædvane havde gaaet og sunget "noget farligt Vrævl", og det var bestandig det Samme:
