159
Hertugen.
og en tyveaarig Karl. Siden sin første Ungdom havde hun "levet paa Sognet." Fattigvæsenet havde lejet hende i Kost hos en "jordløs" Husmandsfamilie. Hun var som sagt meget dum, men Hænderne sad ikke saa galt paa hende. Hun strikkede hurtig, var flink til at karte Uld, og det var der Noget at tjene ved i gamle Dage. Hun var tavs, godlidende og villig, saa Sognets Folk led hende godt og skaffede hende saa megen Fortjeneste, at hun bjergede Føden "til en Orden", som hun sagde.
En skjøn Dag fødte hun et Barn; men, hvis Folkene, hun boede hos, ikke i Tide havde opdaget hendes Tilstand, kunde det let være blevet en Fødsel i Dølgsmaal, thi hun havde ikke sørget for Noget og havde kun med et tavst Grin svaret paa alle Spørgsmaal. Hun havde set godt ud, var velvoxen og fyldig med en rig hørgul Haarvæxt, og i det Ydre røbedes hendes Aandssløvhed kun af de stive, lyseblaa Glasøjne, der altid saâ ud over den, hun talte med.
For Retten erklærede hun bestandig paa Spørgsmaalet om, hvem Barnefaderen var:
"Ded ka' je'tte sige Novet til."
Det nyttede ikke, at Birkedommeren opbød al sin Skarpsindighed; "Karte-Mette" bed sig fast i den Sætning, og, enten Birkedommeren snakkede ondt eller godt for hende, fik han det samme Svar:
"Ded ka' je'tte sige Novet til."
Under Forhørets videre Gang fremkom kun følgende intet oplysende Fakta frem.
