156
Hertugen.
Masse, der fangede Draaberne og lod dem dø i sin Slimede Favn. Naar man regnede fra Møllerendens Bund, havde Møllehuset to Etager; Døren, hvori Møllersvenden stod, gik lige ud til Vejen, og Rummet, som den førte ind til, var egentlig første Sal. Imellem Møllehusets ene Væg og en fremspringende Fløj af Stuehuset, der laa lidt lavere end Vejen, løb en primitiv Trappe med Trin af utilhugne Graasten temmelig dybt ned og førte ind til Gaardens Borgestue i Niveau med Møllehusets nederste Stokværk. Men den omtalte Fløj af Stuehuset, der kun rummede Storstuen, laa en sex Alen højere og havde en Slags tør Grav mellem sig og Vejen. Paa Gravens anden Rand stod som Mærke for og som Værn mod Kjøretøjer tre tjærede Bukke, som man ser dem foran Landevejskroer. De øvrige Beboelsesværelser laa endnu lavere end Borgestuen ud til Gaarden i en tilbygget femfags Fløj. Gaardsrummet var efter almindelig Bondegaardsskik omsluttet af fire Længer; tværs igjennem det og ind under den ene Længe løb Møllerenden uden Rækværk langs Bredderne og paa Træbroen, som førte over den. Men efterhaanden, som Avlsbedriften var bleven udvidet, var der kommet Ladebygning og Svinehus af Kampesten til, men de vare anbragte uden for det oprindelige Bygningskomplex. Noget mere Uregelmæssigt, Op- og Nedadgaaende, noget Irrationellere i arkitektonisk Henseende kunde ikke let tænkes i et bjergløst Land. Man kunde ikke aabne en Stuedør i dette Hus, uden at træffe flere eller færre Trappetrin hinsides Tærskelen.
