155
Hertugen.
sidste Dans med tilhørende Traktement til Damerne Søndag Aften uden for Skovfogedhuset havde lettet hans Kasse for 3 Kroner, men en Tiøre havde han dog Raad til at ofre til Drengen.
"Kjøb dig et Par Basser[1] for den, Hertug."
Drengen tog til at rende ganske forfærdelig. Det nyttede ikke, at Møllersvenden raabte:
"Hertug! Lavs! dit Bæst! … bliv … jeg vil snakke med dig."
Nej … "Lavs" vidste, hvor Bageren boede, og Madstrævet overskyggede hans faa sjælelige Livsytringer ganske og aldeles. "To Smørbasser" for ti Øre! — det var den eneste Tanke, der rørte sig i "Hertugens" Hjerne, og bestandig grinende ud i Solen løb han videre til Bageren.
Gaardens Bygninger laa ingenlunde i samme Plan, men alle laa de under Møllesøens Vandspejlhøjde. Under Vejen løb fra denne gjennem Stigbordet hinsides Broen Overfaldsvandet ned over det store Møllehjul, der saâs dybt nede til venstre for Vejen i Jævnmaal med den gamle Have, hvor nu i Efteraarstiden Træfrugten rødmede og gulnede bag det graalige Løv. Naar Møllen var i Gang, brusede, skummede og gnistrede Vandet om Hjulet, naar den, som nu, stod stille, faldt det langsomt i store hvidblinkende Draaber, svagt plaskende ned paa dets Tremmer, filtrerede om den mosgroede Axe og spredte sig i endnu svagere Striber ned ad Hjulets Radier. De vare overtrukne med en klæbrig grøn
- ↑ Sjællandsk: Hvedebrød.
