Side:Sex Fortællinger.djvu/157

Denne side er blevet korrekturlæst

147

Et Glimt.


Jeg gik hjem gjennem Skoven. Varmt Lys flammede fra Vest ind mellem de smalle Stammer, det gamle Løvs Masse blev snart guld-, snart kobber-, snart bronceglinsende. Mod Øst laa koldt Lys og klare Linier. Det suste ind under Toppene. Pludselig aabnede Skoven sig. Langt mod Vest saâ jeg Lisbeths Hytte stærkt belyst, ligesom flammende i Sol. Som et Omkvæd til mine Oplevelser tonede Goethes Vers frem for mit Øre:


Der Göttliche lächelt; er siehet mit Freuden
Durch tiefes Verderben ein menschliches Herz.