145
Et Glimt.
Hun saâ paa mig med uhyggelig gnistrende Øjne:
"Ja Dem kan jeg fælt godt li'!"
Men hun fortrød Ytringen, thi hun udbrød pludselig til Sidse, der klynkede:
"Nej, du faar ingen Brændevin, din gamle Taarfylding", og sagde til Barnet: "Kan du ligge ordentlig, dit visne Spektakel!"
Hun ofrede aldrig mit Arbejde den mindste Opmærksomhed. En af de sidste Gange, jeg var der, spurgte jeg, om hun vilde se det. Hun svarede:
"Næ, jeg vil ikke."
"Hvorfor?"
"Næ!"
"Hvorfor?"
"For saa ser jeg, at De bare har talt skikkelig til mig en Tid ligesom de Andre, bare for at gjøre Nar af mig tilsidst."
Men den sidste Gang, da Billedet var saa færdigt, som det skulde være for denne Sinde, holdt jeg det pludselig op for hendes Øjne.
Hun saâ først meget længe paa det med sløv Ligegyldighed. Saa kom der et Udtryk i hendes Ansigt, halvt af Angest, halvt af Nysgjerrighed, som en Kat, der ser sit Spejlbillede, saa glimtede en vis Interesse frem; hun begyndte vistnok at gjenkjende Mennesker og Ting, tilsidst klæbede hendes Øjne med lidenskabelig Opmærksomhed ved Billedet. Jeg blev træt af at holde det oppe. Med ét gik der som en Sky over hendes Blik og Træk, og hun brød ud i en Graad, der rystede hende i stødvis
