144
Et Glimt.
"Jo, siden det gik mig rigtig skidt, har hun været farlig skikkelig. Da jeg var Tøs, kløede hun mig. Men bagefter …"
"Lisbeth … ser du aldrig dine andre Børn?"
"Nej. Det er bedre, de er, hvor de er, og at De aldrig ser mig. Jeg kan ikke lære dem noget, som duer."
"Hm! Er der ingen af … af … dine … Kjærester, Du har holdt af?"
"Jeg har sgu holdt alt for meget af alt det Rak."
"Hader du dem nu?"
"Nej, jeg er lige glad, hvad der bliver af dem."
"Men hvor kunde du da …?" Jeg kunde ikke fortsætte. Men hun svarede uden mindste Betænkning:
"Saa længe Folk snakker skikkelig til mig, kan jeg ikke sige nej til nogen Ting. Og jeg bliver ved at være lige tosset."
"Vilde du ønske ondt over dem oppe paa den Gaard, hvor du lugede?"
"Ikke mere over dem, end over alle dem, jeg kjender i Sognet."
"Vilde du selv gjøre dem ondt?"
"Ja, naar man kunde slippe godt fra'et. Men det kan man ikke. Birkedommeren er altfor udspekuleret og skulde snart finde ud, hvor Svovlstikken kom fra, hvis en Gaard eller et Hus kom til at lugte svedent.
"Kan du lide mig, Lisbeth?"
