143
Et Glimt.
nogenlunde hel blaa Bomuldskjole paa, havde faaet sine Hænder og sit Barn vaskede. Der var strøet nyt Sand over Lergulvet. Jeg udtrykte min Anerkjendelse og sagde:
"Nej se, hvor pænt De har faaet det."
Lisbeth sagde:
"Folk faar det, ligesom de betaler til, og naar de snakker ordentlig til Folk."
Der var et varmt Sommereftermiddagslys i Stuen. Chokoladepapirets Forgyldning glødede ned fra Væggen; hvor den nøgne Kalk kom frem, havde den en let Rosatinte. En solbeskinnet Støvpyramide laa hen over den lille Piges Hoved. Lisbeths Haand og Klæder havde kjønne Glanslys, der mindede mig om de Guldstriber, som Tegnerne af de gamle Missaler gjengive Glanslys med, og hendes Hud fik en varm rødlig Tone over det Brungule. Hun var kjøn paa sin Vis. Da den gamle Kone klynkede efter Brændevin henne fra Sengen, lod Lisbeth, som om hun ikke hørte det.
De følgende Gange blev hun forholdsvis mere meddelsom. Hun fik stadig to Kroner for hver "Siddetour". Barnet lærte at kjende mig, og, skjønt det dukkede sig, naar min Haand rakte sig ud efter dets Hoved, lod det mig dog tilsidst klappe Haaret uden Kny.
"Det er nok Deres … din … Plejemoder, den gamle Sidse", sagde jeg en Dag. "Har hun været god mod dig?"
Lisbeth brød ud i en kort Latter, men samlede sig strax og mumlede:
