142
Et Glimt.
"Pyt! — Det er godt, hun bliver vænnet til i Tide", sagde Lisbeth. "Der er saagu' Ingen, der vil tage blødt paa hende."
jeg vilde klappe den lille Pige paa Haaret. Men, sky som en Kat, løb hun fra mig paa alle fire. Jeg lavede da mine Maleredskaber til Rette og begyndte paa mit Arbejde. Der blev ikke mælet et Ord. Da mine Øjne faldt hen paa Sengen, saa jeg, at der rørte sig Noget under det elendige, forhenværende Hestedækken, som tjente til Overdyne. En ynkelig Klynken som af en syg Hund kom der henne fra. Op over Dækkenet dukkede et rynket udtæret, gult Ansigt; en mørkerød Næsespids og røde Pletter paa de fremstaaende Kindknokler gjorde det endnu uhyggeligere.
"Vil du have Brændevin, Sidse?" sagde Lisbeth og langede ind under Sengen.
Jeg fôr op:
"Nej, fy for en Ulykke, Menneske! Lad hende dog ikke faa Brændevin", raabte jeg.
"Det kan være lige meget", sagde Lisbeth. "Hun skal dog lige godt snart til det. Som man lever, skal man dø."
Jeg kunde ikke holde det ud længere. Jeg pakkede sammen og gik efter at have kastet et Par Kroner til Lisbeth. Dagen efter kom jeg igjen. Interiøret interesserede mig, jeg vilde alligevel male det.
Jeg blev forbavset over Forandringen. Det var fejet og gjort rent. Et laset, men helt hvidt Lagen laa over Sengen. Lisbeth havde faaet en ren og
