Side:Sex Fortællinger.djvu/15

Denne side er blevet korrekturlæst

5

Tre Fuldmægtige.


havde sagt til dem og de tilfældige Gjæster, som spiste ved dette Tabbel d'O (saaledes kaldte man her table d'hôte): "Spis, spis, mine Herrer! det koster lige meget, ha, ha, ha, ha!" og de havde fortæret den anden Portion Skémad, saa kom en livlig Replikvexling i Stand. De drillede da om Kap Gjæstgiveren, sagde, at hans bajerske Øl havde en Bismag fra Kongens Bryghus, paastod, at den Champagne, han serverede ved Fugleskydninger og Klubballer, nok var presset af hvide Ribs i Omegnen af Flensborg, at han tog sin Portvin fra det Vinhandlerfirma i Kjøbenhavn, der forbrugte det største Kvantum Svesker o. s. v. o. s. v. Gjæstgiveren gjorde saa Gjengjæld ved at erklære, at Stam, Amtsfuldmægtigen, den blodigste Satiriker af de tre, nok havde sine Grunde til saa ivrig at inddrive Alimentationsbidragene for at faa vedkommende Piger til at se mildt til sig; at Krog, Byfogedfuldmægtigen, vist hjalp den gamle fordrukne Prokurator Bølle lige saa "gratis" med hans Indlæg for den ene Part som Nabobyens Prokurator med dem for Modparten; og at Klem nok var Højremand i Byen, men Venstremand paa Landet o. s. v. o. s. v. Disse Themaer varieredes i det uendelige hver Dag i den lange Stue med de gammeldags, grenmalede Brædepaneler og tæt siddende Loftsbjælker. Skjønt Beskyldningerne vare af en temmelig nærgaaende Art, bleve de dog udslyngede, opfangede og tilbagekastede i al Velvilje. Kun lo Gjæstgiveren ad sine Vittigheder, medens de tre Fuldmægtige havde en mere fornem Maade at henkaste deres paa.