137
Et Glimt.
og vilde læse. Men den store Lisbeth lagde sig mellem mine Øjne og Bogen. Hun havde staaet saa kjønt i Landskabet. Filosofere, véd De, ligger ikke egentlig for mig. Jeg tænkte blot, at der i dette store, gevaltige Fruentimmer vist var spildt en hel Del Kraft, som kunde have gjort Nytte, om … ja jeg havde nær sagt — om en dygtig Drænemester i god Tid havde faaet det Onde ledt ud af hende. Det er noget Vrøvl: det véd jeg nok. Jeg holdt mig da til, hvad jeg forstod mig paa. Hun var nok værd at male, saadan en Type finder man ikke hver Dag. Med den Beslutning at male hende gik jeg i Seng.
Da jeg kom op næste Morgen, traf jeg hende igjen liggende i Havebedene. Hun havde vel ligget der alt en to tre Timer. Som igaar laa den lille Pige paa Ryggen i Stien og bed paa en Gulerod.
"God Dav, Lisbeth!" raabte jeg højt.
"God Dav," svarede hun uden at løfte det ludende, sorte Hoved.
"Det er en pæn lille Pige, De har", sagde jeg efter nogen Betænkning.
Hun svarede med en gryntende eller brummende Lyd, der slet ikke havde noget Venligt eller Imødekommende i Klangen. Jeg opgav alle indledende Forhandlinger og sagde:
"Kan jeg faa Lov til at male Dem, Lisbeth?"
Nu løftede hun Hovedet og saa paa mig med et Par kulperlegnistrende Øjne, og bag de tykke Læber af Farve som overmodne Hindbær skinnede Tænderne ud som Nøddekjærner. Men hvor kjønne
