133
Et Glimt.
gjennem Luften. Med et Ryk rev hun Barnet op fra dets Leje i Stien. Det skreg og hvinede. Hun trak det efter sig uden at lempe sig efter det i mindste Maade. Karlestor og rank gik hun med Ryggen vendt imod os i den lyst flammende Sol op mod Skoven. Barnet maatte tilsidst følge uden Modstand. Jo mere de kom frem ad den dæmrende Skovsti, desto sortere blev deres Skikkelser, tilsidst druknede de i den sorte Baggrund.
II.
"Se se, Maler, hvor De bliver ved med at kukke efter Lisbeth! Ja noget Originialt er der ved den sorte Kasse. Naa det er Arvelighed, inte Andet. De siger, at Faderen var en Skærslipper, der rendte Landet rundt. For en tredive Aar siden — for saa gammel kan det gale Kre'tur vel være — kom han drivende her til Sognet med Kællingen, og hun var paa faldende Fod, bliver daarlig og smider Ungen her i Sognet, saa dør hun af Kopper, og Manden med. Det maa have været en pæn Ballade! Hva'faler? Der kom nok ogsaa Eppedemi etter 'et. Ungen kom sig. Hvor var nu saadan en Skrubtudse forsørgelsesberettiget? Det gik nok baade over Sogneforstanderskabets, Præstens og Amtmandens Forstand, hvor Tøsen var forsørgelsesberettiget, for ingen Dævel kunde jo udgranske, hvor saadan nogle Rendemasker som Forældrene havde opholdt sig ti
