121
Partikulier Petersen.
Trøstegrunde at klynge sig til. Da han havde gjentaget og gjentaget dem i forskjellig Rækkefølge, følte han sig drive paa Rædselens vilde Hav. Han stønnede og pustede. Til sidst skreg han, naar han stødte Skulderen mod en Lygtepæl. Der kom en Sporvogn … Skulde han prøve? … Nej, det gik Slet ikke an. For naar saadan En som den Udenoms—Præst kunde dænge Folk saadan til, fordi de vilde spare paa Apothekerregningen … og fordi de mente, at Urtekræmmerens Vin ikke kunde være lige saa god som Vinhandlerens … hvad vilde han saa sige, naar man for første Gang i sit Liv kjørte med det Kram? Aa … aa … aa ja … Jeg vil saa nødig hjem! Ach Gud! Jeg tør ikke! Der er vist hændet noget splintrende Galt.
Skulde man gaa ind i Holmens Kirke? Der er Lys. Nej … nej … jeg tør vist aldrig gaa i Kirke!
Partikulier Petersen sled sig over Knippels Bro, saa tungt, som om han var spændt for en vel belæsset Trækvogn. Vinden hvinede ham om Ørene, Sneflager gav ham gjentagne irriterende Kindheste.
"Aaja! Jeg skal give Pauline en Tikrone … nej det er dog for galt! Men jeg skal give hende en svensk Femkroneseddel … den kan hun saa kjøbe en Flaske af den dyre Portvin for .. saa … Nej … nej … ikke en Skilling … Jeg ser, hun trods mit Forbud har tændt Lys i Dagligstuen … og naturligvis lagt i Kakkelovnen endda … Skal jeg da martres baade paa Sjæl og Legeme og Pung? — Uh, det Lys i Dagligstuen!
