120
Partikulier Petersen.
"Saa omvender De Dem og sælger de Knaldhytter paa Kristianshavn …"
"Aa ja, aa ja, hvem véd?"
"Kan De nu bære Dem selv, Peddersen"? Kan De kjende Springvandet? Vi er paa Gammeltorv. Nu maa De da kunne finde ud til Brogade."
En opblussende Arrighed mod Lysestøberen væbnede Petersen med en Art trodsig Kraft. Han vilde helst være fri for sin Ledsager, da han mærkede, han kunde undvære ham. Ene stolprede han videre.
V.
Ene — men med en ham aldeles ukjendt Uro. Han følte det mylre og brydes inden i sig. Han maatte selv være bleven syg, for han var bange for Alt: for Menneskene, han krydsede paa sin Vej, for de oplyste Butikslygter, for de stadig, med irriterende bestemte Mellemrum stadig igjenkommende Lygteopstandere. Petersen blev bange for hver af dem, som var det lige saa mange paa Lur liggende glubende Hunde, rede at fare i ham.
Nej, man skal aldrig gaa til saadan Nogle, som ikke er rigtige Præster. Sikken han tiltalte Folk, det Bæst! … Krusberg er jo dog ikke bedre Kristen end jeg, og han har hverken Kone eller Børn og kan bare passe sig selv. Det er dog vist Luften i den lave Sal … og fordi der ingen Rygstød var paa Bænken … og fordi …
Partikulier Petersen kunde ikke finde paa flere
