117
Partikulier Petersen.
at I har. Men det er Løgn, evindelig Løgn, saa sandt den Herre Kristus er Guds Søn.
Er I brændende i Aanden? O, kunde jeg bringe Jer til Fortvivlelse, til martrende Sjælekval, saa I kastede Jer i Støvet, vred Jer som Regnorme, der er fortraadte af en Støvlehæl, hylede som Børn over et græsselig sviende Brandsaar!
Lad os tænke, at I har en Syg liggende hjemme? Tænker I ikke paa at tjene Penge eller bevare Penge, før I tænker paa den Syge? Og der er Syge og Fattige uden for jeres Hjem; dem tænker I slet ikke paa. Og vor Herre byder, at I skal tænke allersidst paa jer selv.
Helvedes Ild skal brænde dem, som først tænker paa sig selv, Djævlen skal sno sig som en ti hundred tusende Alen lang Slange om Jer og kvæle Jer … ikke, saa I dør ved det, men saa I fornemmer Kvælningens rædselsfulde Smerte gjennem alle Evigheder.
Gud ved, om nogen kan blive Kristen, naar han ikke er syg, syg til Døden. Jeg siger Jer, Sundhed er en Synd. For, mens I er sunde, føler I Kjødets Lyst og Øjnenes Lyst; naar I er syge, syge til Døden, da brydes Lystens Braad.
Derfor er I lykkelige, I Gamle, hvis Kjød svies langsomt fra jeres Ben Dag for Dag. Kast jer paa jeres Ansigt og tak Herren for jeres Svaghed og Elendighed! Bed ham af Hjærtens Grund at slaa jer med Bylder som Job, med Saar som Lazarus. Vær glad, om en Hund vil slikke jeres Bylder og Saar.
