Side:Sex Fortællinger.djvu/126

Denne side er blevet korrekturlæst

116

Partikulier Petersen.


Paa et med rødt Sirts overtrukket Katheder viste Prædikanten sig. En temmelig ung Mand med udstaaende Kindknokler, mørkt med lidt graat isprængt. tyndt Helskjæg, en bred Næse og store svømmende, drømmende Øjne! Han var lille og spinkel og var klædt i en Dragt omtrent som Præsternes sædvanlige; kun bar han Bladkrave i Stedet for Pibekrave.

Partikulier Petersen havde hellere set en Prædikant med Pibekrave. Men han mindedes, at en Kone, som boede i Hus med ham paa Gammelmønt i hans Ungkarledage, og som strøg for Folk, sagde, at Præstekraver var vanskelige og følgelig kostbare at stryge. Sparsommelighed nægtede Petersen aldrig sin ubetingede Sympathi.

Petersen havde beredt sig paa sin sædvanlige "stille Andagt", og det gik, som han ventede under Oplæsningen af Evangeliet. Det havde han læst en Gang før i Dag. Men saa var ogsaa Freden forbi.

Thi Prædikantens Stemme lød hvas og skingrende, lige forskjellig fra højkirkelig Prækedur, fra dagligdags Snakketone og fra blød Mol. Diktionen var stakkat-springende, Stemmen laa i et højt Register, blev stundom skrigende. Prædikantens fremstaaende Kindknokler illumineredes hektisk; hans Øjne brændte som Kulgløder, han Læber bævede, og hans Hænder knyttede sig stærk rystende ud mod Tilhørerne:

"Tror I, at vor Herre vilde helbrede en af jeres Syge nu, som han helbredede Høvidsmandens Datter? Tror I det? Jeg forsikrer Jer, han vil ikke gjøre det.

Den Høvidsmand havde Tro. Det siger I ogsaa,