112
Partikulier Petersen.
eller Jakobsens, det kan jeg s'gu'nte erindre. Men jeg skal til Danmarksgade, saa jeg kan godt lodse Herren over paa den anden Side.
Det skete. Men der var ingen Kirke at opdage.
"Jeg synes, der skulde være en," sagde den Fremmede. "Jo, det er sandt! Her er en i et Baghus. Det skal være en af de allernyeste". Der stod paa en trykt Plakat i Porten: Gudstjeneste 2den Sal over Gaarden.
"God Nat, Herre, Den deroppe skal være rigtig god." Dermed forlod den Fremmede Partikulier Petersen.
Det saâ ikke saa ganske regelmæssig ud. Men P. J. Petersen havde tit havt den dristige Tanke at søge en anden Kirke end de almindelige. Det kunde godt være, at de Præster, som ikke saadan var af den almindelige Slags, i visse Maader var bedre; for det kunde jo gaa ligesom med hans Doktor, som for nogle Aar siden ikke kunde kurere hans bulne Finger, mens en klog Mand paa Nørrebro hjalp ham med et Omslag af tygget Rugbrød, aargammel Honning og fastende Spyt.
Det var en lang, lav Sal. De tre simple
Gasbelysningsapparater — blot lange Messingtværstænger
og en Opstander — sendte hver et Blus ud til hver
Side, smalle og tynde som Kattetunger, og en hed
rugende Varme over Tilhørernes Hoveder.
To Rækker Bænke fyldte Salen. Der var kun en smal Gang i Midten. Der var vel et halvt hundrede Mennesker. Partikulier Petersen kunde ikke
