Side:Sex Fortællinger.djvu/121

Denne side er blevet korrekturlæst

111

Partikulier Petersen.


Petersen uden at tænke over det være dreven ud Vester paa. Hvem kunde se i saadant et Vejr, især naar man havde saa meget at tænke paa af Alvorligt og Sørgeligt? Det var "Vandværkssøen."

Petersen gøs, da han saâ sig ganske alene paa den høje Dossering, saâ Lygterne glo saa døsig med en Straalekrans om Flammen, saâ Søen ligge sort og død dernede, og saa pludselig leve op med underlige Glimt hist og her. Livsytringer i Form af Krampegispen.

"At man ogsaa kan gaa saadan og fjotte. Hu … der lød tunge og sjappende Skridt. Det var endnu uhyggeligere end den fuldkomne Stilhed. Thi Petersen erindrede, at han deroppe paa Beværtningen havde læst om et Overfald. Mon det ikke var lige paa dette Sted?"

Han saâ en Skikkelse lige ved sig. Hans Hjærte bankede stærkt.

"God Aften!" lød det. "Et behageligt Vejr til at tage til Fritsberre i!"

Naa, det var en af de gemytlige Kjøbenhavnere. Som gammel Urtekræmmersvend skjønnede han strax paa Tonefaldet, at den Fyr ikke havde ondt i Sinde.

"Undskyld … jeg er gaaet galt … Men det er jo …"

"Svineryggen, Herre! Denne hersens Gris har en Gjenbokollegaer paa den anden Side Vandet."

"Er her en af de nye Kirker i Nærheden? spurgte Petersen, for jeg …"

"Lad mig se! Jo, hvis Herren gaar over Dæmningen, saa, er der vist en … det er Povlsens, Matthisens