Side:Sex Fortællinger.djvu/120

Denne side er blevet korrekturlæst

110

Partikulier Petersen.


"Samvittigheden kan det ikke være… for den er god … Hvad er det da?"

Alle hans Livsfunktioner var jo i Orden. Appetiten havde været god, Maven var i Orden. Han rømmede sig højt, syntes heller ikke, der var noget i Vejen med Brystet.

Det er bare Ærgrelse over de Fruentimmer der hjemme. Se, om Tøsen vilde gaa i Kirke og bede for sin gamle Fader og sin syge Moder.

Paa ny en Kamp med den vaade Sne! Den satte sig paa Nakkehaarets lange Totter, i de buskede graa Øjenbryn, flød fra dem og Øjenhaarene ned paa Kinden. Det Værste var dog, at det Skidt rent ødelagde hans i Morges ganske rene Flip. P. J. Petersen bar kun Flip om Søndagen; han gjemte den fra Søndag til Søndag, kunde bruge den tre Søndage. Han var lige ved at gaa i Rette med Vorherre, Skaberen af dette Vejr, der chikanerede hans Sparsommelighed.

Puh! Det var, lige som det "hoftede" lidt med Sneen. Partikulier Petersen saâ sig om.

Hvad var det?

Han vidste ikke, hvor han var … At det var hans egen By Kjøbenhavn! Det var skammeligt, saa der var kalfatret om paa den, siden han havde solgt sine sidste Grunde paa Østre Kjærlighedssti. For dette maatte være en af de gamle Kjærlighedsstier! Men Søen var ikke Sortedamssøen — det maatte være — ja hvad var det for en Sø? Herre Gud … der var … der var Sortedamssøen og Peblingesøen og Vandværksøen (hvad hed den nu egentlig?). Saa maatte