109
Partikulier Petersen.
stræde, hvor han for 20 Øre kunde faa tre Stykker med Gaasefedt og dejlig salt Kjød … det kunde han godt gaa paa nogen Tid. Herregud, det var jo Søndag! Og han gik ellers aldrig paa Beværtninger. Gud kunde næppe vredes over, at en gammel Mand en enkelt Gang spenderede 20 Øre paa sig selv.
Uagtet Partikulier Petersen trak Tiden længe ud paa Beværtningen og læste "Berlingskes" Morgennummer og Adresseavisen omtrent med samme Forstaaelse af deres Indhold som af den sidste Prædiken, saa var der dog, da han var færdig, endnu et godt Stykke Tid til Aftensangsgudstjenesten.
Tøsneen var taget til. Store ækle, vaade, hvide Dyr opfyldte Alt, hvad man kunde se. Fugtigheden og Kulden fra neden trængte gjennem Fedtstøvler og Uldsokker — der var ingen Redning. Hjem vilde han ikke nej nej! Han følte en uovervindelig Modbydelighed for sit Hjem.
"Bare jeg ikke bliver syg! Det var dog maaske galt, at jeg drejede Spjeldet saa haardt om. Aa, lidt Varme kunde have gjort godt i den gamle Krop! Aa, jeg er saa kold, saa kold! Jeg tror aldrig, jeg bliver varm! Hu, hu!"
Knæene rystede, mens Sneen blændede hans Øjne.
Han anstrængte de gamle Ben. Der var intet Andet at gjøre, han maatte gaa sig varm, til der var Aftensangsgudstjeneste i en eller anden Kirke. Og Partikulier Petersen gik og gik.
Der laa Noget i ham, som ængstede ham en lille Smule.
