105
Partikulier Petersen.
han var et Mandfolk! .... Du Pylle — jeg gjør det ikke længe, og jeg naar aldrig at blive andet end Madam Petersen, om de ogsaa kalder mig Frue — men der er jo dog et andet Liv, hvad? Det har I vel ikke lært at afskaffe i Skolen? Vel?"
"Nej, Moder, det har vi ikke."
"Ja, for der sker jo saa mange Forandringer i de senere Aar. Men ser du, naar jeg sidder deroppe et eller andet Sted, saa bilder jeg mig ind, at jeg der paa en nem Maade kan lære alt det, som du og de andre Lærerinder har talt om, naar de kom her Søndag Formiddag, naar der var Varme inde i din Stue, baade om Komedier og Bøger og om Udstillinger paa Charlottenborg og om Dyrenes og Menneskernes indvortes Redskaber og alt det, som en anden En sidder og hører paa som et andet Fæ. Og saasnart du har en af de Lærerinder hos dig, saa maa jeg vist kunne komme flyvende ned, saadan ganske usynlig, og saa kan jeg vist more mig med at høre efter, for i dette Liv har jeg jo været saa dum, at jeg faldt i Søvn, undtagen naar du talte, Pylle, for naar I saadan dispeterede, saa syntes jeg alle Tider, at det var dig, som havde Ret, og at jeg lærte en lille Smule af det Resultet, du var kommen til om Bøger og om Politik og Religion, og jeg kan jo ikke nægte, at jeg morede mig over, at det var lige det Modsatte af det, din Fader kom til. Saa den Smule Respekt, jeg havde for ham, er rigtignok gaaet fløjten, siden du kom til Skjels Aar og Alder og blev Lærerinde selv."
Den Syges Røst blev svagere og svagere, til
