102
Partikulier Petersen.
at fortælle dig, hvordan det hele var gaaet til — for det har immer ærgret mig, at du sagde saadan arrige Ord om din Far. For, hvor mange Fejler Petersen end har, saa er han dog i mange Maader en pænere Mand end min første Mand, om ogsaa min første Mand Niels Petersen var et sølle Skrog, der hverken gjorde ondt eller godt," enten han saa var fuld eller ædru."
"Ja, men nu kan du ikke taale at tale, Moder."
"Nej, jeg ved det nok, men jo længere jeg bier, des værre bliver det, Pylle. Giv mig lidt Vin — saa vil jeg hellere sige dig det, ligesom det er — for hvem véd, hvor længe man kan holde Livet. Sluk Lampen, Pylle! For det er flovt at fortælle sine egne Børn saadan Noget. Jeg vil ikke se dig i Ansigtet. Og saa maa du ikke le, fordi jeg inte taler grammatikalsk og ordret — saadan efter den nye Retskrivning, som jeg takker Vorherre for, at jeg har kunnet lade dig oplære i. Ja Herregud — de Ord, som jeg nu siger, har du lært mig, min egen Tøs! Du har saamaend til Vederlag for den Lærdom, du har faaet, givet mig Alt, hvad mit stakkels tossede Hoved kan rumme. Jeg taler dog ikke slet saa simpelt, som da jeg var Værtshusmadam.
Fru Petersen tog sig en Slurk Portvin. Hendes Øjne kappedes nu i blank Glans med Datterens, og den lette Rødme, Vinen frembragte paa hendes Kinder, skjulte Indfaldenhed og Rynker. Nu kunde man, som de sad der i Dæmring, tro, at Moder og Datter var en ældre og yngre Søster, som snakkede i al Fortrolighed.
