101
Partikulier Petersen.
Stumpnæsen tydeligere frem, og Øjnene blev store igjen. Hvor Datteren og hun lignede hinanden!
"Hvordan, har du det, Moder?" spurgte Pauline, stønnende under Byrden, thi den Syge tyngede stærkt paa hende.
"Jo, naar jeg sidder saadan oppe, saa linder det i Brystet, og jeg synes, jeg har det ganske godt. — Uh … den Tørverøg! — Det er en af Petersens Særheder med den Tørv, siden han gik i Kompagni med den Mose i Jylland. Jeg tror, jeg blev rask, hvis jeg var fri for Tørverøg. Er Fa'r gaaet? Naa. Saa luk lidt op til Dagligstuen!"
En let Damp hvirvlede ud gjennem den aabne Der som et Menneskes Aande ud i kold Luft.
"Tag igjen og hold mig! Saa. Nu synes jeg, jeg er helt rask."
Tynget materielt af sin stakkels syge Moder og aandelig af Faderens Tyranni reagerede Livskraften i den unge Pige i Form af Forbitrelse.
"Moder, at du nogen Sinde kunde tage saadan en … saadan En som ham," udbrød hun, knyttende den lille spinkle Barnehaand hen mod den aabne Dagligstuedør.
Fru Petersens Øjenlaage sank til; hun lagde sin Kind tæt hen mod Paulines. Saaledes sad hun lænet en Stund. Paa en Gang forputtede hun bly sit Ansigt bag Datterens Nakke og hviskede:
"Pylle, han var virkelig ingen ubehagelig Person i sin Ungdom — det vil sige, da han saadan var et Par og fyrre eller saadan noget. — Bare jeg havde holdt, hvad jeg lovede, mens jeg var rask —
