100
Partikulier Petersen.
at han var vis paa, at hans Datter ikke Vilde kunne faa det aabnet, hvis hun vilde liste sig til at lægge i. "… Hi—hi—h! Der narrede jeg de Fruentimmer! Lægger de i, skal de blive røgede som bornholmske Sild. Hi, hi, hi!"
III.
Der brændte stadig Lys i Sovekamret. Thi det vendte ud til den saakaldte Gaard, et Rum, der mere lignede en Skorsten end en Gaard. Kakkelovns- og Kjøkkenrøg, Dunster fra fire Etager tumlede sig om i den som i en Hexekjedel.
Den lille Lampe stod paa et Bord ved Sengen. hvor den syge Kone laa. Hun var gjemt i Dæmring, mens Datterens Profil tegnede sig i duftigt Lys, og hendes Øjne skinnede ud i Stuen med hed Glans — et flamsk Clair-obscur.
Der lugtede surt af Medicin i Kammeret, Luften var tung; Kakkelovnen trak ikke udmærket; harsk lugtende Tørverøg blandede sig tørt aandedrætstærende ind i det Sure.
Den Syge hostede haardt skrattende, men det sydede og kogte nede i hendes Bronkier. "Løft mig op, Pylle!" stønnede hun.
Datteren lagde sin Arm om hendes Ryg, løftede hende med Møje. Hendes Haar faldt ned i Panden. Moderens Ansigt kom op i Lyset tæt ved Datterens. Nu, da Moderen var bleven mager og bleg, traadte
