98
Partikulier Petersen.
Kirkerne jo opvarmede — saa behøvede Fruentimmerne da slet ikke at lægge i Kakkelovnen i Dagligstuen, for saa skulde han ikke genere dem ved at ryge sin Pibe i Sovekammeret …
Han sprang op af den lange, halv vaagne Drømmetilstand — hvad han altid gjorde, naar han i Repetitioner af sin Livshistorie var naaet til dette kritiske Vendepunkt i sin Tilværelse.
"Kanske jeg saa kunde faa en Taar Kaffe," raabte han med en Røst, som Arrigskaben gjorde hvinende.
Han hørte Skridt inde i Sovekamret.
"De Ødelande — de brænder Lys endnu — og det er ganske lys Dag. Og natyrligvis buldrer der et Baal i Kakkelovnen, saa de kan stege en Stud ved det. Pau—li—ne! Faar jeg min Kaffe?"
Sagte gik Sovekammerdøren op. En lille, ung spinkel Pige, med en ret kjæk Opstoppernæse, store kloge og brune Øjne, afklippet mørkebrunt Haar, kom ind med Kaffen, holdende Underkoppen med sin lille, hvide Haand.
Hun saâ ikke paa Petersen, men hun sagde: "Moder er meget daarlig."
"Hæ … hvad hjælper saa den dyre Vin til?"
Datteren svarede ikke, men satte Kaffen paa Bordet. Hun beredte sig til at gaa strax.
"Nu gaar jeg i Kirke," sagde Petersen.
"Naa," sagde Datteren.
"Gaar du med?"
"Nej!"
"Ja, men jeg vil have det."
