97
Partikulier Petersen.
det Løfte til Gud at opdrage sin lille Datter, som i Daaben fik Navnet Pauline, i "Gudsfrygt og Sparsommelighed."
Ikke nok dermed. P. J. Petersen var virkelig dybt bevæget ved at se Forsynet som hans umiddelbare Hævner og Beskytter. Han gjorde et ligefrem Indgreb i sin Kapital ved at sætte en Sum fast til den lille Pauline. Den skulde ligge og yngle, til hun var atten Aar, saa skulde hun fra den Tid nyde Renterne af den, saa længe hun levede, og, hvis hun døde ugift, skulde Kapitalen tilfalde den Kirke, hun var døbt i.
Ja, ja! — Det var de lykkelige Dage. Lige fra den Tid havde han kun haft Ærgrelser. Hans Kone blev mere og mere selvraadig, Datteren voxede sig mere og mere uartig og ulydig. Konen blev ødsel og vilde have Varme i to Stuer, da de flyttede ud paa Kristianshavn. Petersen var bleven ældre, havde solgt de fleste af sine Steder, vilde have Ro hjemme, men det fik han aldrig. Nu var han en ulykkelig Mand; hans Kone arbejdede daglig paa hans Ruin. Siden hun var bleven svagelig — det var nu vist en Indbildning — havde hun, Datteren og Doktoren — og kanske Apothekeren med — sammensvoret sig imod ham, og nu forlangte de dyr Vin til Konen! Ja, naar de havde villet nøjes med Urtekræmmerens virkelig dejlig søde Portvin til en Krone! Nej, det skulde være Portvin til 3 Kroner fra en af de fine Vinhandlere.
Gud ske Lov, det var Søndag! Saa kunde han da faa Fred, gaa i Kirke — og nu om Stunder var
