93
Partikulier Petersen.
Overile sig skulde man ikke. Hastværk er Lastværk! Sov paa det til i Morgen, Peter Jakob Petersen! … Og saa akkorderer jeg med Madam Petersen derovre om Prisen for Varm Mad en Gang om Dagen.
Madam Petersen følte sig glad over den pæne Herre, for hun var en Hørkræmmerdatter og ikke født til at beværte Droschekuske og Sjovere. Gud — den Herre skulde saamænd ikke give mere end andre Folk, tolv Skilling for hvert Maaltid — natyrligvis Brændevin og Øl "aparti!" — Det nød P. J. Petersen aldrig. "Jeg har aldrig i mit Liv smagt Brændevin. Vand, Madam Petersen, Vand! Det er skabt af den gode Guds egen Haand."
Ja, naar alle Mandfolk var saadan, saa var Ægteskaberne ikke saa ulykkelige. Og, hvis den Herre — hed han Hr. Petersen? — nej, hed han virkelig Petersen? — Gud, det var morsomt, for hun hed jo Madam Petersen — hvis den Herre vilde komme Klokken halv to, saa var der ingen af alle de simple Personer i Beværtningen; der var tomt over en Time, saa maatte det være behageligt for Hr. Petersen … og ogsaa for hende, for, mens hendes nu for Tiden afdøde Mand var Lysestøber, da var han Livjæger, og hun havde saamænd været paa to Livjægerballer og danset med en Vært paa et af de største Hoteller, som var Kaptejn ved Livjægerne, men saa forfaldt salig Petersen og sank fra Lysestøber til Værtshusmand; begyndte med en Beværtning for pæne Borgere, der mange Gange spiste baade Gaasesteg og Rødkaal, og en tysk Maler
