92
Partikulier Petersen.
i Stueetagen af det Hus, han beboede, og saâ over i Kjælderen. Det var Sommertid, og Døren ud til Gaden stod aaben. Hvor gik hun pænt mellem de Sjofle Gjæster, hvor var hendes Haand stadig udstrakt for at kassere Penge ind! Det var maaske, som Amagerkonen ogsaa forudsatte, Løgn det med Fætteren, den forhenværende Fodgarder, Grønthandleren. Thi alt gik saa stille til i Enkemadam Petersens Beværtning, at P. J. Petersen — hæ, hæ, hæ, — det var grinagtigt nok, at de begge to hed Petersen! — ikke kunde tænke sig, at der nogensinde kunde være Trang til en Udsmider paa et saa fredeligt Sted.
Herre Gud! Hun sparede sammen, det Skind, ligesom han. Hun tænkte paa den "gamle Kone" ligesom han, lige fra han var Urtekræmmerdreng paa Østerbro, havde tænkt paa den "gamle Mand". Hm, hm, hm! Nu var de begge af "sat Alder".
Madam Petersen var fyldig og pæn! hi, hi, hi! Ja, hun var sgu god nok, hun? — Hi, hi, hi! Ja vi er alle Mennesker! — Ak ja! — Og saa nogle lykkelige Aar i sparsomt og tarveligt, men ubekymret Liv — og, naar han blev gammel og fik Gigt, saa En, der kunde pleje ham og hygge om ham! — Naa, men som sagt: Først nogen Glæde og Fornøjelse paa den ene og den anden Maade! Hi—hi—h!
Kanske han kunde faa varm Mad hos Madam Petersen for 10 Skilling Portionen! Det havde han Raad til at give. Det kunde han forsvare for Gud og sin Samvittighed. Det kunde ikke være en Synd.
