Side:Schandorph Det gamle apothek 1885.djvu/95

Denne side er blevet korrekturlæst

85

faa fat i Kaptejnen i Aften. Han plejer at kunne muntre Dig. Fanny kunde have bidt Fru Kamp, da hun sagde:

— Bed hellere Kandidat Brinckmann! men trøstedes, da Kancelliraaden sagde:

— Nu var her Unge i Gaar. Lad os nu faa lidt Solidt! Jeg kan ikke leve af lutter sød Mad.

Fru Kamp sagde ved sig selv:

— Det har man for at være uegennyttig. Thi hun vilde ogsaa hellere have Kaptejnen. Hendes Forslag var alene i Fannys Interesse, mente hun.




VIII.

Kaptejn Frick mødte i Snorefrakke. Den klædte ham bedre, passede bedre til hans Figur end den rødkravede mere stive Uniform.

Efter at have hilst paa Kancelliraaden tog han med forceret Kraft Fru Kamp i Haanden.

— Av, hvor De trykker, Hr. Kaptejn! udbrød hun uvilkaarlig . . Se, jeg er vis paa, der er en rød Plet paa min Haand. Men jeg kjender det fra min afdøde Mand, som ogsaa var Kaptejn. Se, Kaptejn Frick!

— En Rosatinte i Liliens Bæger, sagde Kaptejnen.