Side:Schandorph Det gamle apothek 1885.djvu/94

Denne side er blevet korrekturlæst

84

Det bankede og dundrede i den lille forkjælede og blødagtige Pigehjerne.

Hvorfor blev hun saa ækel ved Sofus Brinckmann, da han vilde bede? Hun kunde have slaaet ham i det Øjeblik. Og nu vilde hun ønske, at hun kunde bede selv, bede om Klarhed, om Lys i sit Sind.

Hun vilde mane religiøse Minder frem. De adlød ikke. Hun havde jo dog gaaet til Konfirmationsundervisning hos Byens rare gamle Provst. Ja sikken en uvorn Tøs, hun havde været! Hun havde havt en Trækanon med og skudt Ærter ud af den over paa Drengene lige over for. Hun kunde kun huske, at hun havde grædt den sidste Undervisningstime, da den gamle Mand med Taarer i Øjnene havde sagt:

— Børn! Om I end glemmer Alt, hvad den gamle Præst har søgt at lære Eder, glem ikke det Ord: Et er fornødent!

Det samme Ord havde faaet Livets Glans for hende i Sofus Brinckmanns Mund. Ja, hvordan det end gik, hun vilde ikke tale med Sofus Brinckmann, før hun havde talt med Kaptejn Frick.

Ved Middagsbordet sagde hendes Bedstefader som ved en lykkelig Indvirkning af Fannys gode Genius paa ham:

— Herre Gud, Barn! Du er ikke kommen Dig efter Skrækken fra i Morges. Vi maa se at