Side:Schandorph Det gamle apothek 1885.djvu/92

Denne side er blevet korrekturlæst

82

Adjunkten, der kunde den engelske Text, sagde: Ja, vel! og klemte paa:

When the moon is on the wave,
And the glow-worm in the grass,
And the meteor on the grave,
And the whisp on the morass,
When the falling stars are shooting,
And the answer’d owls are hooting …

Men for Fanny kom der Liv i det med kraftig Stemme udslyngede danske Citat, akkompagneret af Kaptejnens Tag om hendes Midie, mens Adjunktens originale svagt henhviskede Verslinier bragte hende til at mindes engelske Verber, han i sin Tid havde gjennemgaaet med hende i Timerne.

Kaptejn Frick havde, naar han traf Fanny ene, helliget hende nogen Opmærksomhed. Den var stundum irriterende faderlig. Han kaldte hende ved Fornavn og sagde: «Mit Barn» til hende. Men saa kunde han ogsaa tale fornuftig og forklare hende, at Kvinden var den stærkeste Verdensmagt i Kraft af sin Svaghed, thi denne Svaghed betingede hendes Ynde, og for Gratierne bøjede selv Guderne sig; de vare de stille Styrere af Musernes Dans paa Helikon, skjønt de holdt sig i Baggrunden; det kunde man se paa Thorvaldsens Relief. Fy med de moderne Blaastrømper med Blækklatter paa Fingrene!

Tidt havde hun været vred paa Kaptejn