Side:Schandorph Det gamle apothek 1885.djvu/90

Denne side er blevet korrekturlæst

80

sig selv, at hun vilde sove. Men Ingen lystrede lille Fannys Villie, den, som ellers havde saa meget at sige i det gamle Apothek. Alle de Andre lystrede Fanny. Nu kunde Fanny ikke faa Fanny til at lystre sig selv. Det var ikke til at holde ud.

Hun havde nydende leget med et Elskovsideal, alt i et Par Aar. Idealet var … ja saadant Noget som Lord Byron. Ikke fordi hun den Gang forstod meget af Manfred, som hendes Lærer i Engelsk havde gjennemgaaet med hende; men han, den yngste og livligste af hendes Lærere, havde fortalt hende Legenderne om Lord Byrons Liv, om hans og Vennernes Orgier i Newstead Abbey, da de drak Vin af Forfædrenes sølvindfattede Hjerneskaller, mens en Bjørn og en Ulv holdt Vagt ved Døren; om hans Rejser i æventyrlige Lande og hans Kammeratskab med Ali Pascha, om Bedrifter i Venezia, som Læreren dog ikke gik nærmere ind paa, men som Fanny grundede paa og søgte at gætte, ikke aldeles uden Held.

En saadan Mand kunde Apothekerens Datter fra Provinsbyen ønske sig. Vel falder der ikke engelske Pairer, der samtidig ere store Digtere, ned fra Rønnebærtræerne langs Alleen bag om Byen — det vidste Fanny meget vel; men saa hentede hun atter et Citat op fra sin spredte Læsning, fra Aforismerne i Søren Kierkegaards