79
Aar siden (hun syntes det var mange Aar siden) skulde kunne .…?
Hun maatte tale med Kaptejn Frick! Nej, nej! Tænk, hvor ækel han var i Aftes!
Fanny græd som et uvornt Barn, der har en dunkel Fornemmelse af egen Uret, men arrigt skyder den over paa hele Jordkloden i det Hele, og som, hvis Jordkloden havde kunnet rense sig for Skyld, vilde have skudt Skylden paa hele Planetsystemet.
Hyndebetrækket paa Væggen! Hun lagde sit Hoved op til det, kjælende for det, som var det et Menneske. Det tog artig og galant mod hendes bløde Kind med sin faste Stopning, men hun følte dets ligegyldige Elasticitet som Noget, der blot sagde: Vær saa artig, lille Frøken! jeg er til Tjeneste, men jeg er for Resten lige glad.
Fanny slog sine smaa Knoer røde mod Stopningens smaa Knapper, lo forbitret ad sin Barnagtighed, kastede sig paa den fløjelsbetrukne grønne Chaiselongue og smed sine Sko langt hen ad Gulvet.
— Uh! Uh! raabte hun. Er det saadan at være …. for . . lovet?
Det sidste Ords to sidste Stavelser slugte hun. De klang ikke ud.
Det Rædsomste var, at hun begyndte at tænke, strængere, end hun var vant til, og at hun ikke kunde lade være, uagtet hun raabte til
