71
feles’s Ansigt i Træet i Gounods «Faust». Men der var virkelig Ingen.
Hun følte sig — mat — næsten gnaven, da Brinckmann løsnede sit tæt knugende Favntag. Hun følte hverken Kraft til at gjøre det Ene eller det Andet. Der laa en Lammelse over hende. Hun var vred paa sig selv, skamfuld eller Gud véd hvad. Hun gav sig til at græde. Brinckmann græd med. Fanny kunde ikke lide det, men havde Lyst til i det mindste at vrisse lidt ad ham; hun kunde eller turde ikke.
— Og saa taler vi med din udmærkede gamle Bedstefader og din rare Tante, sagde Kandidaten smilende og tørrende sine Taarer. Hvad? Lige strax? Ikke sandt?
Han tog hende om Livet og vilde trække hende med sig. Han var hed som en Glød.
Fanny gjorde en overmenneskelig Kraftanstrængelse. Det lykkedes hende at artikulere et bestemt:
— Nej … det vil jeg ikke have.
— Aa, Du lille Romantiker! Du er sød! Du sværmer for nogle Dages Hemmelighed! Ja, som Du vil. Blot jeg kan tie med min Lykke! Aa … jeg trænger til at bede.
— Nej, nej, nej, sagde Fanny, da hun saâ ham i Færd med at bøje det ene Knæ og løfte Hænderne. Det var noget jomfrueligt Kysk i hende, som oprørtes.
