Side:Schandorph Det gamle apothek 1885.djvu/80

Denne side er blevet korrekturlæst

70

havde glemt at bede en kort Bøn til alt det Godes Giver … og saa fôr jeg herhen. Jeg blev ført ligesom af en usynlig Magt; jeg maatte herhen. Gud vil gjøre min Lykke fuldkommen; det føler jeg. Og … jeg vil omfavne alle Mennesker i min kjære Fødeby, naar først …

Han standsede et Par Sekunder, lod Haanden glide gjennem sin tætte Skov af Krøller øg lod Øjnene glinse henrykt, saa et Spring over Gangen et nyt Indbrud i Planternes kølige Verden ind til Fanny, og saa fulgte Fortsættelsen:

— Naar jeg først har sluttet Dig, Dig, som jeg elsker, i min Favn.

Hvis Fanny havde villet gjøre Modstand, fik hun i al Fald ikke Tid til det. Brinckmanns Øjne brændte nu i hendes; hans varme Kind brændte paa hendes kølige, Læberne mødtes, inden hun fik gjort et svagt Forøg paa afværgende at kaste sig tilbage. Og Kysset fik mange Efterfølgere; det var en Slags Vold, der udøvedes mod Fanny, der snart havde tabt hvert Spor af Evne til Modstand. En Hede gjennemglødede hende; et Øjeblik sank hun i Dvale i hans Favn.

Hun vaagnede i Rædsel. Rørte Hækken og Stakittet ud mod Gaden sig ikke igjen? — Kom der ikke et Ansigt — blegt, med vidt spredt Overskjæg, grinende mefistofelesagtig, til Syne mellem Bladene? Nej … Gud ske Lov! Hun var pludselig kommen til at huske paa Mefisto-