68
sende Øjne flamme gjennem den tætte Skygge, Planterne udbredte fra det tilgroede Gærde ud over den fugtig muldede Gang.
Der sad altsaa Fanny og var lige begyndt at «tænke» paa Gaarsaftenen.
Pst! … Der er Noget! Er det den samme eller en anden Kat ude fra Gaden? Det rasler og pusler i Løvet; det knager endog, det halvraadne Træværk!
Nej, det kan ikke være nogen Kat! … Jo der gloede et Par Øjne gjennem Tykningen! Nej … jo! Men de var brune og blanke, ikke grøngule. Ratsch! Tre Tremmer raslede ned i Gangen ud over Planterne.
Fanny gav et lille, lige netop hørligt Skrig fra sig.
En graa, blød Hat fulgte Træstumperne; den rullede lydløst, let og elastisk tæt ned foran Fannys Fødder.
Med de brune Lokker i Uorden, gjennemfiltrede af Blade og Stilke, med de blanke Øjne og de røde Kinder lysende i det fra Siden indstrejfende Sollys, stod Kandidat Sofus Brinckmann pustende i Gangen.
— Kik—kik, Frøken Fanny! Jeg kan godt se Dem.
De Ord vandt ikke helt ud Fannys Behag. De vare lidt for ugenerte. Hun følte det som en Pligt at være lidt tilbageholdende, blev altsaa
