Søster, havde skrevet Sonetter til hende om Natten ved Tællelysets Skjær; men hun var hemmelig forlovet med en Kammerjunker. Da han havde opsporet det, lagde han sig efter Mejersken og vandt hendes Gunst i højere Grad, end han egentlig brød sig om. Hele sit Liv havde han gaaet med et romantisk Sværmeri for Den eller Den, og det var mundet ud i en meget nuturalistisk Erotik til en Tjenestepige eller til en Husholderske.
Kaptejn Frick fôr sammen i Kuldegysning, da han hørte sig selv sige foran Spejlet:
— Jeg ligner min Fader!
Faderen! Den rasende Koleriker, der i vanvittigt Had mod, hvad der voxede op om ham af Mennesker og Tanker, havde prostitueret sig som Embedsmand, var bleven afsat fra sit Embede for Mishandling af Arrestanter, som havde pryglet sin Kone og sin voxne Søn, fordi de vare nationalliberale, og fordi de ikke vilde gaa i Kirke hver Søndag, han, som Herredets Bønder kaldte: den taav’lige Kancelliraad!
Kaptejn Frick følte Kvælningsfornemmelser. Han maatte have Luft. Han gik hen til Vinduet. Men det var en ny Pine.
Der var Lys endnu paa Postmesterens Kvist. I Lyset indenfor tegnede Kandidatens Silhouet sig paa Dæmringsgrunden. Han sang bestandig, det Dyr! Kaptejnen skjelnede Ord og Melodi, der svævede ud i den duftsvangre Sommeraften:
