56
aftenens Turnering. Alle de andre unge Piger havde omringet ham, da de skulde hjem, forargede, som de vare, over Fannys og Theologens Antydning af en Hyrdescene. De havde jo let ad hans Vittigheder om Nonnen og Præsten i Skriftestolen, om Kong Helge og Tangkjær i Badehuset, som rigtignok var en Dam, hvor Karudserne nippede dem i «Fodfingrene». Kandidaten var jo bleven i den Grad distanceret, at Postmesterens Datter, var fulgt med Kaptejnens kvindelige Kompagni og havde ladet sin Faders Gjæst sjokke ene bagefter. Selv havde jo Kaptejnen fulgt en af Blomsterne i Aftenens Krans op ad Trappen … det var Asta Bertelsen. den nysselige lille Sorte, Jernbanebillettørens Datter, havde kysset hende, havde følt, hvorledes hun var ved at synke hen i hans Favn paa Afsatsen mellem Stue og første Sal, og, hvis ikke den gamle Frue havde smækket Dørene op helt ud til Trappen, hvem véd, hvad Kaptejn Frick da havde opnaaet?
Han kom til at passere det gamle, fra Fædrenehjemmet arvede store Spejl, der fyldte Pillen mellem Vinduerne. Han vrængede pludselig ad sit eget Spejlbillede, højt, som en Gadedreng ad en Kollega.
Billettørens Datter! . . Hm! Da han i sine Studenteraar var Huslærer paa en Gaard i Jylland, havde han sværmet for sine Elevers syttenaarige
