Side:Schandorph Det gamle apothek 1885.djvu/65

Denne side er blevet korrekturlæst

55

Frick mærkede Blomsterduft. Over det lille Stykke Haveplankeværk mellem Gjenboens og Postmesterens Hus kunde han se i den lyse Nat Buskenes Blomster skinne hvidt. Det sang ud fra Postmesterens Kvist, dæmpet, men hørlig:

Du, som har Sorg i Sinde.
gak ud i Mark og Lund.
og lad de svale Vinde
dig vifte karsk og sund.

— Tak! sagde Kaptejnen, slog Vinduet i, saa Ruderne klirrede stærkt og rev den nærmeste Stol om, saa den buldrede og bragede mod Gulvet.

Det vilde endda have været en Lindring for Kaptejn Frick, hvis havde kunnet, turdet eller villet klare sig, hvorfor han egentlig var saa yderlig opbragt. Men selv om han godt skimtede den rent elementære Grund til Harmen, var han altfor stolt, følte sig som en altfor overlegen Personlighed til paa nogen Maade at ville tilstaa for sig selv, at han brød sig det mindste om saadan en s.…. Tøs som Apothekerens Fanny, eller at saadan en «bælget» Præstedreng kunde bringe den . . naa . . godt og vel fyrretyveaarige Kaptejn ud af den mandig-sikre Holdning, som havde været samme Kaptejns Ideal i de senere Aars.

Dog kunde han ikke komme til Ro. Hvorfor? Han var dog gaaet sejrrig ud af Sommer-