Side:Schandorph Det gamle apothek 1885.djvu/62

Denne side er blevet korrekturlæst

52

Stemme, smilede og blev ved at læse, glædede sig ved at høre Ordenes Lyd, dyssede sig i dem, lullede hver en Sorg, alle bitre Erindringer i Blund, sank hen i en Slags vellystig Rus som en Opiumsnyder.

Pludselig fôr hun sammen med et Skrig som en opskræmmet Fugl.

Gjennem den aabne Der lød fra Trappegangen en Latter, raat gjaldende, kaad og trodsig i sin Klang. Hun blev fra den længst, længst svundne Fortid reven over i Nutiden.

Hun kjendte den godt, denne Latter. Hun havde i sin Tid inde i Kjøbenhavn hørt den en Gang i en søvnløs Nat lyde fra Sønnens Værelse, da han og Kammerater holdt Orgie med den Art Kvinder, hvis blotte Tilværelse var hende en Rædsel. Det var kun skét den ene Gang; thi Sønnen saâ hendes Blik Dagen efter, havde læst i det, forstaaet det, og havde til Gjengjæld i en Maaned været næsten lige saa god og kjærlig imod hende som den Gang, han skrev Breve til hende.

Nu havde Latteren den samme Lyd som før — ja det var vel sagtens femten Aar siden, det skete, som hun sidst dvælede ved i Tanken.

Brat blev Alt dødstille; saa fulgte en ganske sagte Susen eller Strygen, der fortsatte sig op ad Trappen, saa faste Skridt af Støvlehæle.

Kaptejnen stod i Døren i Dæmring, en stærkt