46
de med nedslagne Øjne, indtil de blev engagerede. Det var i det Hele vanskeligt at følge med Tiden.
Denne Adagio ledsagede den 70aarige indskrumpne Kone, hvis lille krumme Næse og fine Hage nærmede sig betænkelig til hinanden, med Strikkepindenes sagte Akkompagnement. Mens hendes Hu romantisk svævede hen mod gamle Tider og brustne Haab, voxede Strømpen sig realistisk stor. Dejlige Strømper af det fineste og blødeste Uldgarn, bestemte til hendes Julius, den sære Kaptejn, som han var bleven.
Hun gik aldrig ud, afslog alle Indbydelser, blev inde Sommer og Høst, Vinter og Vaar. Hun vilde altid være hos sin Søn, men han var næsten altid ude, næsten aldrig hos hende, og, naar han var hjemme, sagde han næsten aldrig et Ord, ikke en Gang, naar han var vred; for det havde han arvet efter sin afdøde Fader, at han ikke kunde taale, Maden kom ind fem Minuter efter det bestemte Klokkeslæt, men hans Fader havde dog spist den under Skjenden og Spektakel, men Julius tav, gik ud og spiste i Klubbens Restavration.
Fru Frick sukkede og saâ endelig paa sin Strømpe. Hun var øm i Fingrene, og Strømpen var voxet saa godt, at den kunde have nok for i Aften. Gud — og Klokken var halv elleve. — Hu! Det var kvælende hedt trods de aabne
