Side:Schandorph Det gamle apothek 1885.djvu/55

Denne side er blevet korrekturlæst

45

Men det maatte hun indrømme: Hendes Julius havde aldrig skjældet eller smældet med Dørene som hendes salig Mand … men han var saa tavs, naar han var vred; og det var han for det meste. Det var ikke let at sige, hvad der var værst. Stundum kunde hun ønske, at Sønnen kunde faa Luft, det, hans Fader havde saa let ved.

I Aften var hun flyttet ind i Sønnens hyggelige Stue med Tæpper paa Gulvene, med to store Bogreoler paa Væggene, hvis Indhold dog mest var Arvegods efter hans salig Fader, thi Julius havde altid havt saa mange Udgifter, at han aldrig havde faaet Raad til at kjøbe Bøger. Hvor var den Mand dog ellers proper! Lidt for proper for et Mandfolk. Det var nydeligt at se det Skrivebord, hvor der ikke var et Støvgran paa Mahognipladen … men det forstaar sig — Skrivebordet blev sjælden brugt, undtagen naar Kaptejnen arbejdede med Mønstringslisterne.

Gamle Fru Frick tænkte frem og tilbage, vejede Sønnens Fejl og Dyder, tyngede af al god Villie ned paa den sidste Vægtskaal … og dog!

Han var en farlig Mand for Kvinderne. Det kunde jo nok være, at det var Kvindernes Skyld. For nu om Stunder var de unge Piger rigtignok ikke saadan, som de var i gamle Dage. De engagerede nu selv til Dans; i Fru Fricks Tid sad