44
Ideal at trampe om som en Landsknægt fra Trediveaarskrigen og bespotte Religion, Fædreland, Elskov og Pietet! Den stakkels Dreng! Han var ikke lykkelig. Han var «zerrissen» som Byron eller Heine, hans to Yndlingsforfattere. Kancelliraadinde Frick havde forsøgt at gjøre sig bekjendt med dem, men hun fandt dem «rædsomme». Var saadant Noget Skjønhed, det, som de sang om? Fru Frick havde da i sin Ungdom hørt alle dannede Mennesker sige, at Poesi var Skjønhed. Nej, maatte hun bede om Oehlenschläger! Hm …. ja i gamle Dage, mens hendes kjære, elskede Julius gik paa Sorø Akademi, da havde han været saa enig med hende, naar hun skjendtes med sin tykke, hidsige Mand, som paastod, at al den Romantik kunde være god nok til at hænge op som Skilderier paa Væggen eller stille op i Form af Nipssager paa Møblerne, men i Embedsgjerningen, i Livets Virkelighed vilde han ikke give mange sure Sild for den. Men nu! Nu sagde Sønnen noget Lignende som sin Fader, Hustyrannen, der havde sat sin brede Fod paa sin lille, spinkle Hustrus magre Nakke og havde kommanderet Huset som en Sergent. Eller rettere sagt, hendes Søn Kaptejnen sagde egentlig slet ingen Ting i de senere Aar, men lo saadan, at, … ja … hun vilde have kaldt hans Latter djævelsk, hvis han ikke havde været hendes eneste Barn.
